Vi er i 1983. Jeg forsøger lige at skrive det engang til: nittenhundredetreogfirs. Det er meget længe siden. Nogle af jer var ikke engang født endnu. Det var året hvor den kolde krig spidsede til, hvor Roger Moore spillede James Bond i Octopussy, og jeg fik mit første kuld med skovkattekillinger.

Er det så mange gange?

Nu sidder jeg så her 25 år senere og skal forsøge at gøre status. Jeg har oplevet utroligt meget. For eksempel har jeg båret rundt regnet 1.300 sække eller 3 1/4 ton kattegrus. Kattebakkerne er i samme tidsrum renset 18.250 gange, og mine hankatte har tilsammen strintet 1.885.235 gange.

Jeg kan lave mange andre morsomme regnestykker. Jeg har fx tilbragt 500 nætter i bil på Europas landeveje. Jeg har set 625 forskellige udstillingshaller, og jeg har brugt 150.000 kroner på udstillingsgebyrer.

Skovkatten er blevet en kendt race

Samtidig med alt det har Skovkatten gået sin sejrsgang i hele verden. Fra at være et totalt ukendt og meget eksotisk dyr er den blevet en af de mest almindelige racekatte. Selv i mine vildeste fantasier havde jeg dengang ikke forestillet mig, at katten ville blive sådan en succes. Dengang turde folk ikke købe den, fordi de troede at den levede af mus og fangede fugle i flugten.

Jeg husker udstillinger i Paris, hvor Colosseums Gustav Graah stod hvæsende og knurrende på dommerbordet, og udstillerne sprang tilbage og forskræmt sagde "le Sauvage" (den vilde). Eller udstillingen, hvor samme Gustav Graah strintede ud af udstillingsburet og ramte håret på en dame der bukkede sig for at se nærmere på den store kat. Hun opdagede det ikke, for håret var touperet, men i bilen på vejen hjem har hun nok ikke kunnet undgå at mærke, der var noget galt. Ja, og så var der udstillingen, hvor Gustav var placeret ud for et par pæne unge mænd der udstillede hellig birma. Når de skulle gøre deres kat i stand tog de et håndklæde over deres benklæder og satte katten der, mens de forsigtigt redte den. De blev ikke begejstrede, da Gustav hurtigt og effektivt sprøjtede sin helt specielle ildelugtende hårstyling på både dem og deres hellige birma.

Der er mange, der har hjulpet til

Mest af alt husker jeg alle de venner og bekendte der har været med til at gøre det til 25 fantastiske år. De har taget godt imod vores killinger, plejet dem og udstillet dem helt perfekt. Jeg er nu klar over at en opdrætter kun kan få succes, hvis alle de der har killingerne trækker samme vej. Så jeg ser tilbage med taknemmelighed og glæde og ønsker at takke alle dem, der har medvirket til at gøre kattene fra Felis Jubatus til en succes.

Det begyndte for længe siden

Jeg har været med fra starten. Ja, ikke helt fra starten, for det var jo i Norge, men Danmark kom hurtigt med. Det var dengang, hvor der var 6 stamnavne, og kun var født ganske få kuld.

Dovregubben, Guldfaxe, Kispus, Sorte Bjørn, Kville og Felis Jubatus. Dovregubben og Guldfaxe havde haft et par kuld, og vi andre fik alle vores første kuld i 1983. I begyndelsen var det svært. Der var ingen der nogensinde havde hørt om Norsk Skovkat. Næ - perser og siameser vidste man hvad var, og sådan en skulle det være når det var fint.

Det betød, at vi måtte prøve at udstille for at gøre kattene kendt og finde nye hjem til vores killinger. Vi tog til Jylland, og det var provinsen. Der ville man ikke give så mange penge for en kat. Sådan en kunne man jo få gratis på den nærliggende gård! Dengang kostede kattene rundt regnet 2.000 kr., så det hjalp ikke meget. Vi prøvede Tyskland, og det gav pote. Tyskerne lavede flotte store udstillinger i Hamburg, og der var et publikum der havde lyst til en eksotisk kat.

Der har altid været mange rejser

Alle vores killinger fra de første år kom til udlandet. Det dannede basis for vores store kontaktnet i Europa. En kontakt som siden hen har givet os utrolig mange oplevelser, når vi har besøgt hinanden rundt omkring i Europa. Når man bor privat hos venner og bekendte får man samtidig et stort indblik i hvordan livet leves i andre lande.

Vi måtte købe ekstra sengetøj

Det betød også, at vi fik besøg. Til de store udstillinger i Københavnsområdet havde vi som regel altid overnattende gæster der skulle på udstilling. Det var hårdt. Ofte kom de fredag aften og rejste først igen mandag morgen. Så stod den på madlavning og servering. Vi hyggede os som regel fredag, og nogle gange var vi ikke så friske når vi skulle tidligt op og på udstilling lørdag morgen. Lørdag efter udstillingen var alle trætte og sultne. Jeg blev ekspert i at servere forloren skildpadde. Købt på dåse og "forbedret" med halve hårdkogte æg og sherry. Retten blev serveret med brød til, og vore venner lavede sjov med at: "nu skal vi igen have "Pussy" til aftensmad". Alle har nu spist med god appetit og der blev altid stille i huset kort tid efter maden var spist, for alle var trætte efter en lang dag.

Hvordan er det i dag

I dag er det ikke mere så vildt. Dengang varede alle udstillinger to dage, og det betød at man skulle overnatte i det fremmede mellem de to dage. I dag tager vi bare på udstilling og hjem igen om aftenen, hvis vi altså ikke er kørt til udlandet. Det er ikke helt så anstrengende, men det er heller ikke helt så sjovt, og man lærer ikke de andre udstillere så godt at kende på den måde.

Nu er det altså 25 år siden. Jeg har stadig svært ved at tro det, men når oplevelserne sådan passerer revy for mine øjne, forstår jeg det godt. Det har været en tid med meget arbejde, mange rejser, mange venner og bekendte og sidst, men ikke mindst, en tid med mange katte.

Felis Jubatus - 25 år - kun skovkatte

I tidens løb har jeg haft lyst til at begynde med en ny race. Jeg har set på Somali, Cornish Rex og ikke mindst Sphinx. Jeg ved godt hvorfor jeg aldrig har fået en ny race. Jeg er ambitiøs og ønsker at avle gode killinger. Det er svært, hvis man skal have flere racer, for så skal man også have rigtig mange katte, og det tror jeg hverken kattene eller jeg ville have haft det godt med.

Nu kan jeg skrive Felis Jubatus - 25 år - kun med skovkatte, og sådan bliver det nok ved med at være. Vi har stadig ca. 10 voksne katte. En del af dem er ældre katte, der ikke avler mere, men vi har da stadig unge katte, som holder liv i vores kattefamilie og ikke mindst holder liv i drømmen om bare en gang at avle den perfekte kat!